Hele historien
Almuegaardens Bolchekogeri blev etableret tilbage i det 20. århundrede af den dengang unge Michael Christensen med sin hustru Pia Christensen.
Pia havde dengang en lille slikforretning i Vordingborg, hvor hun ønskede at tilbyde kunderne søde nicheprodukter, samtidigt med at give dem en helt særlig oplevelse.
Michael kom da på idéen om at lave et lille bolchekogeri, hvor kunderne kunne følge fremstillingen af bolcher, hvilket der dengang kun blev praktiseret et sted i Danmark.
Han begyndte derfor at øve sig på det grundlæggende håndværk i bolcheproduktion og fremstillede de første bolcher i slikforretningens baglokale. Her blev der jævnligt givet smagsprøver til forretningens kunder, så disse allerede i udviklingsfasen kunne give deres mening til kende og komme med forslag til de helt rette farve- og smagskombinationer. Der kom her både moderne varianter til, men også udgåede gamle klassikere fra dengang farfar var ung, som de ældre kunder efterspurgte.
Ikke længe efter de første bolcheportioner blev kogt i det lille baglokale, spredte rygtet og duften sig i Vordingborgs gader, hvorfor det hurtigt blev en succes og større produktionslokaler blev en nødvendighed for det lille bolchekogeri.
Dette var dog ikke lige til, for Michael ønskede at give sine gammeldags bolcher sjæl, hvilket kævede de helt rigtige historiske rammer. Efter en nøje udvælgelse faldt parret derfor for den idylliske rød og hvide bindingsværksejendom "Almuegaarden" beliggende i den lille landsby Lov ved Næstved - Den lille bolchefabrik var nu døbt.
Da produktionslokalerne stod klar, manglede blot det rette udstyr til at fremstille de gammeldags bolchetyper i de originale former. Michael rejste således Europa tyndt, for til sidst at finde en original valsemaskine med håndsving. Denne kunne valse bolchemassen i alle de gamle former som man kender, herunder det ældste Kongen af Danmark med den originale kroneprægede form.
Andre maskiner behøvedes ikke, da bolcherne udelukkende skulle fremstilles på gammeldags manér med god gammeldags håndkraft!
Efterhånden som produktionen kom i gang og salget steg i den lille slikforretning, kom der forespørgsler fra andre butikker i byen om forhandling af virksomhedens produkter, hvilket blev starten på Almuegaardens engrossalg.
For at øge salget yderligere og profilere det lille bolchekogeri, fandt Michael på at lave et mobilt bolchekogeri, der kunne turnere rundt i det danske land og skabe aktivitet ved diverse gågade-arrangementer, hvilket blev en stor succes.
I 1998 blev Almuegaarden landskendt, da det lykkedes os som de første på markedet at udvikle sukkerfri bolcher, der både i udseendet og smag var som de traditionelle søde varianter. Dette blev bragt i både landsdækkende TV og skrevne medier, og hurtigt derefter var Almuegaardens sukkerfri bolcher at finde på hylderne hos apoteker landet over.
En vigtig milepæl blev nået, da vi med Almuegaarden i år 2001 på baggrund af vores særlige historie og sans for kvalitet og innovation, blev tilbudt at overtage det gamle bolchekogeri i Tivoli i København. Dette takkede vi naturligvis ja til, da det betød en blåstempling af virksomhedens produkter. Med tiden er Almuegaardens brand blevet at forbinde med bolchekogeriet i tivoli, hvilket mange kender og kan huske os fra.
Den vigtigste milepæl blev nået i jubilæumsåret for eventyrforfatteren H. C. Andersen i 2004, hvor det efter adskillige års forgævedes forsøg, lykkedes Michael at udvikle en metode til at fremstille bolcher med flotte og vellignende motiver inde i bolcherne. Første varianter af motivbolcherne blev således bolcher med danske flag og en silhuet af H. C. Andersen, hvilket viste sig at være en kæmpe succes.
Med årene er flere varianter kommet til, således at der nu findes motivbolcher til enhver anledning. Dette har også revolutioneret markedet, da disse ud over at være mundgodt også kan benyttes som en gaveidé, hvorfor disse nu også sælges i stor stil til blomster og gavebutikker der normalt ikke forhandler konfekture.
Den gamle Almuegaard udgør stadigvæk i dag rammen om virksomheden, der med hjælp fra familiens tre generationer nu har udviklet sig til en af verdens mest anerkendte udbydere af håndlavede kvalitetsbolcher, med eksport til hele Norden og en stadigt voksende afsætning til resten af Europa. Almuegaarden er blot begrænset af sin egen produktion, da vi aldrig vil gå på kompromis med kvaliteten og håndværket til fordel for en industrialisering.
- Her er alt ved det gamle...